DET MÅ GODT VÆRE GRIMT

For nogle år siden startede jeg på et hold i kunstterapi. Fra første penslestrøg fik vi fortalt, at meningen her var ikke at male pæne billeder – det var at male vigtige billeder. Vigtige i den forstand, at de kunne fortælle os noget om os selv og de ting vi gik og tumlede med. En slags personlig tilstandsrapport.

Og jeg lover jer; det er voldsomt overraskende hvad og hvor meget jeg og mine medkursister har fået fortalt, fået af vide og rykket ved gennem vores malerier og tolkningerne af dem – selvfølgelig ikke mindst hjulpet på vej af en dygtig kunstterapeut!

Som det måske anes, er jeg ret vild med kunstterapi. Men de første mange måneder gik jeg faktisk tit frustreret fra kurset. Jeg elskede jo at male og mine billeder blev tit beundret af de andre. Problemet var bare at jeg malede “pæne” billeder. Når dagens oplæg var givet og det var tid at gribe penslerne, havde jeg allerede et klart billede i hovedet af, hvordan mit maleri skulle se ud. Og så malede jeg det.

Men det var der (sgu) ikke meget sjov ved. Det blev jo bare et bestillingsjob. Og når vi sidst på aftenen skulle tolke på billederne, var det ikke de store indsigter, der stod i kø. For jeg havde været alt for fokuseret på at genskabe billedet fra mit hoved, fremfor at lege, nyde processen og lade intuitionen styre.

Efter et par måneder kom gennembruddet. Jeg besluttede mig til, at nu skulle jeg male et GRIMT billede. Jeg gav mig selv nogle regler; ingen klare farver (jeg ELSKER farver), kun brede pensler, svamp og fingre at male med. Og så blev der plasket med vand, masser af vand, så malingen løb og jeg på ingen måde havde kontrol over resultatet.

Og tænk – jeg havde det skidesjovt! Jeg legede, eksperimenterede og var helt tilstede i nuet ved at følge den løbende maling og ved at føle (ikke tænke) hvor penselstrøgene skulle sættes. Herligt!

Den største overraskelse kom, da jeg trådte tilbage for at se værket. Men hov – mit billede var ikke blevet grimt, det var måske heller ikke decideret smukt, men det var helt sikkert vigtigt. Og det kunne fortælle mange spændende historier. Den ukontrollerede maling havde skabt fantastiske landskaber befolket af drager, engle, sommerfugle, slanger, elefanter, indianere og mange andre væsner, der åbenbart lever sit eget liv i min underbevidsthed.

Nu er jeg efterhånden blevet ret god til at slippe kontrollen og lade intuitionen styre …når jeg maler. Og ganske langsomt smitter det af på andre områder af mit liv.

Min pointe er: Leg! Slip kontrollen og præstationsræset. Lad intuitionen tage over og se hvad der sker. Øv dig i at tænke: Det behøver ikke blive pænt/klogt/revolutionerende – pyt – jeg eksperimenterer bare. Bare en gang imellem…