Film er magiske! Kombinationen af historie, personligheder, kostumer, musik, dialog, locations, scenografi m.m. kan som få andre ting, få os til at glemme tid og sted og – ikke mindst - de udfordringer vi render og bøvler med i vores egne liv.
Jeg tør godt vædde en gang popcorn på, at du mere end en gang har siddet der i biografmørket eller i sofaen og tænkt:
- Ej, sådan en kjole (og krop) kunne jeg godt bruge
- Årrrrrrrrh, sådan en kæreste vil jeg også ha’
- Wow, sådan kunne jeg godt bo
- Uhhh, det der gad jeg godt smage
- Hold op, hvor jeg trænger til at komme ud at danse
Fortsæt selv listen…
Men hvorfor ikke lade det blive til mere end tanken?! Jeg vil gerne udfordre dig til at vride lidt mere ud af det der magiske øjeblik. Det kan du fx. gøre sådan:
Vælg en film, der “tænder” dig. Skab de bedst mulige betingelser for at du kan få lov at lade dig opsluge i filmens univers, mens du ser den. Der skal måske laves milkshakes og pizza, mixes en Cosmopolitan, eller tændes 30 stearinlys, drysses rosenblade på gulvet mellem champagnen (isbjørneskindet) og de chokoladedyppede jordbær eller hygges under vattæpper med hjemmebag og en kop af din yndlingste.
Og så skal der pen og papir til, så du undervejs kan lave nogle hurtige notater/skitser om hvad det er, der griber dig ved filmen. Er det nogle særlige farver? Landskabet? Et rum? En måde at leve på? En gestus? Musikken i en bestemt scene? Et citat? Relationerne?
Når filmen er færdig, bruger du lidt tid på at kigge på dine notater/skitser og udvælger mindst en ting du vil tage med dig fra filmen til dit liv. Det sjove er så at finde på måder at udfolde inspirationen.
Jeg forestiller mig ikke, at du skal i gang med at strikke dig din egen Johnny Depp (men hvis du gør, så send lige opskriften) eller bygge hobbitboer i haven (og dog..hvorfor ikke), men der er med garanti flere detaljer, der kan tilføje lidt krydderi til dit liv eller dine kreationer.
Anskaf soundtracket til Pulp Fiction og twist enden ud af bukserne. Hæng dit favoritcitat på opslagstavlen. Tilsæt lidt Moulin Rouge til den kjole du skal til at sy, lidt mere Bollywood i indretningen, lidt mere Bridget Jones i din dagbog (eller din blog). Bestil en weekendtur til Notting Hill eller pak rygsækken til 7 år i Tibet. Send et “P.S.I Love You” til din elskede…
Du bestemmer selv niveauet. Livet kunne risikere at blive lidt sjovere!
Har du allerede en idé om hvilken film, der skal inspirere dig i nærmeste fremtid – og hvordan – så del det hellere end gerne med os andre i kommentarfeltet herunder.
Go on…
“Make your lives extraordinary.”
