Måske har du hørt spørgsmålet: “Hvis dit liv var en film, gad du så se den?” Det er sådan et typisk coach-agtigt spørgsmål, der har til formål at få os til at reflektere over hvordan vi bruger vores liv. Og det tror jeg altid er meget sundt, sådan lige at stoppe op ind imellem og justere kursen, men det er nu ikke den vej jeg vil med dette indlæg.
Jeg har opdaget at det gavner min kontakt med mit kreative jeg, når jeg går på opdagelse i min historie – og her mener min helt private historie.
Kimen til din kreativitet er lagt i din barndom og det kan være ret interessant at forsøge at huske hvad du bare elskede at lave som barn og ung og hvordan det er i familie med hvordan du bruger din kreativitet i dag.
Hvis du har mulighed for det, så find de gamle fotoalbums frem, dagbøger, tegninger, breve o.s.v. Alt der kan “tricke” hukommelsen om oplevelser, lege, interesser.
Jeg legede i en periode rigtig meget med Barbiedukker (eller noget der skulle ligne), men jeg gad ikke rigtig de der trivielle handlingsforløb; “Så sagde vi jo at Barbie og Sandy skulle på stranden og så…” I stedet brugte jeg det meste af legen på at “designe” nye kjoler af lommetørklæder og elastikker og at indrette Barbies hjem. Om det minder om noget jeg kunne finde på i dag …? Jo, det tror jeg nok 
En af metoderne til at snige dig ind på minderne, kunne være – ja – at lave dit livs soundtrack. Start med at grave frem hvad det var for sange du hørte rigtig meget. Dem der, der kørte igen og igen på kassetteafspilleren (hvis du er lige så gammel som jeg) og som man bare måtte skråle med på og feste til, men også dem der blev spillet når du lå med tømmermænd og hjertesorger. Begynd så en liste med de sange der virkelig sender dig tilbage ad “Memory Lane” og glem endelig ikke at skrive ned hvad det lige er med netop den sang…
Et par udpluk fra mit eget soundtrack:
1978 og 1990 Kaj og Andrea – “Gode Venner”
Kaj og Andrea er jo nærmest indbegrebet af børneTV i flere årtier og har underholdt både mig og mine børn. Der er dog to ting jeg især husker; Kaj og Andrea var den allerførste LP, jeg købte – af min nabo på et at vores utallige fortovsloppemarkeder – det sjove var at jeg ikke havde nogen pladespiller, men jeg var lykkelig for mit køb. Mange år efter var lige præcis denne sang et af højdepunkterne ved min fødselsdags-og-hejhej-nu-tager-jeg-et-år-til-Norge-fest, fremført af sokkedukker og en flok temmelig fjantede teenagertøser.
1984 – Herreys: “People says it’s in the air”
Uh, ja der var lige et par år med ungpigefanatisk dyrkelse af et svensk “boyband”. Da begejstringen famlede var jeg alt andet end stolt over det, for det var ikke lige dem det var sejt at være fan af. Men set i bakspejlet var der faktisk ret meget social og kreativ aktivitet omkring det; vi syede kopier af deres tøj, tegnede dem, skrev breve til dem og andre fans/pennevennner, syede dukker og puder med deres navne, øvede dansetrin og så blev der selvfølgelig drømt mange mange drømme og sunget mange mange sange igen og igen og…
1991 – Lenny Kravitz: “It Ain’t Over Till It’s Over”
fordi det var den, jeg stemte på i mit brev til “Det Elektriske Barometer” (P3′s ultimative hitliste på det tidspunkt). Den bringer mig lige tilbage til ungpigeværelset, hvor jeg lå og stirrede ind i flammen på et af de mange sorte(!) stearinlys, mens Alex Nyborg Madsen læste min hjertensskærende beretning op i radioen, om ham fyren fra festivalen, der nok aldrig ringede alligevel. Suk! (Nej, fyren ringede aldrig, men jeg vandt da et LP-gavekort).
Prøv det. Det er sjovt og du vil sikkert opleve at når først du har fat i en ende af minderne, så følger andre hurtigt efter…