TÆNK IND(!) I BOKSEN – noget om nicher

niche

Jeg har haft vanvittig travlt den sidste tid, bl.a. med at få gang i et nyt firmaprojekt.

Indtil for nyligt har jeg “bare” været sådan en grafisk designer, der kunne lidt af hvert. Og det var så det jeg lavede – LIDT af hvert -et logo her, et katalog der, alt efter hvilke kunder, der mere eller mindre tilfældigt kom i garnet. Men det betød så også at jeg ikke rigtig kom i dybden med nogen af tingene – eller skilte mig ud fra mængden.

Men det skal være slut med det. Fra nu af er jeg (og her ville det så være på sin plads med en lille trommehvirvel) BOGDESIGNEREN!

Og hold da op, hvor er det en fed fornemmelse på så mange måder. Nu har jeg en ramme – eller en niche om du vil – jeg kan boltre mig indenfor. Det er selvfølgelig en ramme jeg har valgt fordi jeg elsker bøger og synes hele processen med at skabe en bog er spændende (…og tusind andre grunde som jeg meget hurtigt kunne komme til at skrive rigtig meget om, men som ikke er relevant for dagens emne).

Mit fokus ligger i sagens natur på det visulle udtryk og jeg synes det er vildt fascinerende at arbejde med de virkemidler der gør at bogen præsenterer sig lækkert og at designet understøtter og forstærker teksten. Og med mit nye fokus har jeg givet mig selv lov til at dykke endnu mere ned i detaljerne og blive en lille smule nørdet på det område. Jeg elsker det!

Det er så befriende og faktisk meget befordrende for kreativiteten at skabe sig selv en ramme. Det lyder måske som en kedelig begrænsning, men jeg oplever det lige modsat. Det er som at tage på eventyr i et nyt land – nye muligheder åbner sig for hvert skridt og “boksen” vokser i takt med min ekspedition, så der er altid nye hjørner at udforske.

Nu behøver du jo ikke at skabe nye forretningskoncepter, for at få glæde af lidt kassetænkning. Prøv at vælge dig en arbejds- eller hobbyniche, et tema, en ramme – bare for en tid (Picasso havde også sin blå periode). Du skal måske være hende der maler høns, skriver digte om sne, fotograferer kolonihavehuse, snitter træmænd, hækler insekter…. giv dig selv en udfordring og se om ikke jeg har ret – det bliver garanteret ikke kedeligt!

Jeg vil meget gerne inspireres, så hvis du selv har en niche/ramme/periode eller har mødt/set/hørt om nogle sjove af slagsen, må du hjertens gerne fortælle om det herunder.