10 TIPS TIL KREATIVE EFTERÅRSDAGE

10 kreative tips

Efterårsferie! Om et øjeblik kommer ungerne hjem fra skole og er klar til en hel lang uge uden lektier, der skal læses, madpakker der skal smøres og vækkeure der ringer – skøøøønt! Men hvad skal man så få tiden til at gå med?

Her i ‘Casa Engel’ har der ikke været overskud til de store kreative armbevægelser den sidste tid, så det har jeg tænkt mig at der skal rettes lidt op på nu. Det betyder ikke at vi skal styrte rundt og nå alt muligt, vi skal først og fremmest slappe af og hygge os. Men jeg har også brug for at der skal ske noget, der gør at det ikke bare bliver en stribe fridage, der fordampede foran flimmeren… Det er måske mere mit behov end resten af familiens, men – hey – det tæller da også – og det er vel de anderledes oplevelser, der skaber minderne, ikke?!

Jeg har brygget en lille liste med idéer til oplevelser og aktiviteter. Så må vi se om der er noget, der frister familien…(ellers er der selvfølgelig ikke noget af det, man ikke kan lave solo).

1. Visionboard. Find en stak gamle blade frem og lav et visionboard enten hver for sig eller sammen. Der kan komme mange gode snakke ud af at lave en fælles familievision. I kan evt. vælge et tema som fx ‘Hvad ønsker vi os (mere af) i vores familieliv’, ‘Ønsker og drømme’ eller ‘Hvad skal vi lave i sommerferien’.

2. Kreablogs. Brug et par timer på at surfe på kreablogs og beslut jer for mindst et projekt, I vil lave. Lidt at starte med: BadutTina Dalbøges kreative påfundHow about OrangeCut out and keepMartha Stewart.

3. Ud i naturen – tag en god turrygsæk med, som fyldes med noget godt at spise og drikke. Medbring kamera, skitseblok eller poser til at indsamle naturmaterialer, som senere kan forvandles til skønne dekorationer og kunstværker.

4. Prøv en ny opskrift (evt. hver dag) – den kræver vist ikke yderligere forklaring. www.enhimmelskmundfuld.dk

5. Læs noget nyt. Tag en tur på biblioteket og giv jer god tid til at snuse rundt og finde bøger som måske har stået på ‘den vil jeg gerne læse engang når jeg får tid’-listen i årevis eller lad jer friste af noget helt andet end I plejer, noget der kan inspirere til fx at genoplive drømmen om at skrive, leve sundere, trylle fantastisk mønstre frem med strikkepinde eller skabe fredfyldte oaser i haven.

6. Fortæl en historie. Vær sammen om at lave en historie. Det kan fx foregå ved at alle (eller de der har lyst) skiftes til at digte en del af historien. Eller der kan være en fortæller, der undervejs lader de andre bestemme hvilken retning historien skal tage. Dem, der ikke fortæller kan evt. lave tegninger til historien undervejs eller bagefter. Hvis det skal være et større projekt kan I optage fortællingen, renskrive det senere og ende med en fin illustreret historie til evigt minde.

7. Prisuddeling. Tag en tur i byen. Der skal måske alligevel handles vinterstøvler og den slags. Men dagens mission er uddeling af priser. Skriv evt. ned i en lille notesbok, indtal det på mobilen, hvis du har indbygget diktafon eller tag et foto, så kan prisuddelingerne genopleves senere. Der kan uddeles priser for den flotteste vinduesudstilling, den lækreste kage, den kæreste hund, den sureste ekspedient, det sødeste smil, de fedeste sko, det smukkeste træ, den dejligste duft, den sjoveste replik, den lækreste …ja du har sikkert forstået pointen. Det er utroligt så meget man kan få skruet op for opmærksomheden, når man har sådan en leg kørende.

8. Start på ønskesedler og julegave/pakkekalender-produktion/-indkøb. Det er faktisk lykkedes mig et par gange at være næsten færdig med gaveræset inden december for alvor tager fat – og tro mig – det giver en helt anden ro til at nyde julens tusind andre gøremål, når der er styr på pakkerne.

9. Start en samling. Man kan jo samle på alt. Det kan være noget helt specifikt, som fx porcelænsugler eller noget mere abstrakt som fx ‘rundt og rødt’ eller ‘citater om citroner’. Giv jer selv en udfordring, det behøver ikke koste noget, I kan sikkert skabe mange sjove samlinger af ting I har i jeres hjem eller billeder I kan finde på nettet eller i blade. Her er lidt til inspiration: Collection A Day

10. Tid til forkælelse – tag jer tid og råd til at gøre noget, så I virkelig føler jer forkælede. Det kunne være et besøg på en hyggelig café med frit valg af overdådige kager og kæmpekopper varm kakao, en gourmetmiddag (kan jo godt være hjemmelavet), en dag i spa eller bare en hel dag i sengen med bøger, spil og take-out.

Ha’ en rigtig dejlig efterårsferie!